Rimeco genbruger og gør plads til ny industri

22. August 2018

I en smuk ældre bygning på Skibbroen i Aabenraa, et stenkast fra havnebassinet, finder man virksomheden Rimeco, der for nyligt har kunne fejre 130 års jubilæum. Virksomheden blev grundlagt i 1888 af Mathias Riggelsen, og var familieejet indtil 2005, hvor den blev solgt til en tysk koncern. Dog kun for at blive købt tilbage i 2012, og er nu i hænderne på 5. generation af familien Riggelsen. Her er Klaus Peter Riggelsen administrerende direktør.

”Rimeco er startet i Tønder, men har siden 50’erne haft hovedsæde i Aabenraa”, fortæller Klaus. ”Vores virksomhed er delt op i fire ”ben”. Vi arbejder med nedrivning, recycling, stålhandel – og så har vi en projektafdeling der beskæftiger sig med køb og salg af grunde og opgaver”.

Infrastrukturen

”I vores handel med råvarer til stålindustrien, leverer vi primært jern og metalskrot til stålværkerne”, siger Klaus. ”På et år flytter vi en halv million tons gods, hvoraf 90% er med skib. Her har vi et godt samarbejde med Aabenraa Havn, hvor vi har en kajplads til stålskrot og samtidig har mulighed for at udskibe gods”.

Han fortsætter: ”I vores recycling af rustfrit stål og kobber, bruger vi lastbiler som fragtmiddel, og her har vi underleverandører fra Padborg Transportcenter. Det er vigtigt for os med den personlige relation til vognmændene, da materialerne der fragtes, har en værdi der kan løbe op i 50.000 kr. pr ton. Derfor er det en tryghed for os at vide at materialerne fragtes direkte fra a til b af kendte ansigter, og ikke havner på en tilfældig lastbil, der måske skal omlæsses halvvejs, og kan komme til at stå uden opsyn. Derfor nyder vi godt af at have Padborg Transportcenter så godt som lige rundt om hjørnet”.

Danmarks største nedrivningsprojekt

På nedrivningsfronten, er Rimeco i skrivende stund i gang med det der lige nu er Danmarks største nedrivningsopgave – nemlig nedrivningen af det gamle kulkraftværk, Enstedværket. Værket var tidligere ejet af DONG, men i takt med omlægning til vedvarende energi, blev Enstedværket overflødigt, og lukket ned. Det efterlod en større bygningsmasse med kæmpemæssige kulkedler og en 180 meter høj skorsten.

”Enstedværket, der er bygget i 80’erne er et meget solidt bygningsværk”, fortæller Klaus. ”Det er imponerende hvor meget de har isoleret og holdt bygningerne ved lige. Det er de helt store maskiner vi har kørt i stilling til projektet”.

En nedrivning i den størrelsesorden kræver både planlægning, tilladelser og de rigtige folk.

”Lige nu har vi tre mand der udelukkende arbejder med at styre de 30 mand der er i gang med nedrivningen på Enstedværket”, siger Klaus. ” Vi hyrer folk ind der har ekspertise indenfor hvert enkelt område. Lige nu har vi fire-fem forskellige entreprenører på stedet, og der er lavet grupperinger af folk der står for de forskellige områder, bl.a. indvendig og udvendig sanering, demontering og nedskæring.

Den 180 meter højre skorsten, som de fleste, der har været i eller omkring Aabenraa kender som en del af landskabet, er et studie for sig, og er tydeligvis ikke noget man bare lige river ned.

”Vi går i gang med nedtagning af skorstenen næste forår”, siger Klaus. ”Enten ved at starte ovenfra og tage en del ad gangen, eller ved at sprænge den i stykker. Det kræver en del beregninger, koordinering og tilladelser”.

Aabenraa Kommune har indgået en aftale med Rimeco om at købe grunden, når nedrivningen er færdigt, med henblik på nyt erhverv.

”Selvfølgelig har Aabenraa Kommune en stor interesse i at nedrivningen foregår hurtigt og effektivt”, siger Klaus. ”Men vi får ikke særbehandling til tilladelser o.lign. af den grund. Når det så er sagt, er vi altid super glade for vores samarbejde med kommunen. Vi oplever altid hurtig sagsbehandling og en god, løbende dialog med dem.

Når nedrivningen er færdig, er det planen at området skal moderniseres og laves til industripark – forventeligt i 2020. Arealet på 134.000 kvm ligger bynært og stadig tæt på motorvejen. Der løber kølekanaler rundt om området, som vil være et aktiv ved etablering af virksomheder, der har store krav til nedkøling.

Mai Halberg, 22. august 2018